Sammen mod fascisme!

10. marts 2014

Den 8. marts blev en gruppe venstreradikale aktivister overfaldet efter en Tag Natten Tilbage-demonstration i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag. Aktivisterne blev udsat for mordforsøg af mindst seks knivbevæbnede nazister på Möllan i Malmö. Fire af vores kammerater kom til skade, flere af dem alvorligt. Den ene pådrog sig livstruende skader. Hans tilstand stabiliseredes i løbet af søndagen, men han ligger stadig i koma på hospitalet. Overfaldet synes at være planlagt, og medlemmer af Svenskernas Parti - heriblandt én der for nylig har været i Ukraine for at støtte det fascistiske Svoboda-parti - er blandt overfaldsmændene.

Det til trods er denne fascistiske terror gået stort set ubemærket hen i den danske presse. Det er vi komplet uforstående over for.

Ungdomshuset Dortheavej 61 ønsker at udtrykke sin uforbeholdne solidaritet med ofrene.
Vores hjerter og tanker er med jer!

Dette voldsomme overfald er ikke et tilfælde, men en del af en generel udvikling i Europa, hvor en stadig mere militant og aggressiv fascisme præger dagsordenen. Vi ser med bekymring på, hvordan bl.a. Grækenland, Rusland, Ukraine, Italien og nu Sverige oplever vold og terror mod venstreorienterede.

Vi opfordrer alle støtter af Ungdomshuset til at deltage i såvel lokale som svenske antifascistiske initiativer og demonstrationer, herunder den planlagte demonstration i Malmö på søndag kl 14, Möllevångstorget, samt demonstrationen i Sydhavnen i København den 22. marts.

For mere information og opdaterede nyheder henviser vi til Projekt Antifa.

Som altid vil vi med glæde stille vores faciliteter til rådighed for alle, der vil male bannere, holde møder eller noget helt tredje i forbindelse med antifascistisk og feministisk arbejde. Kontakt os på dortheavej61@gmail.com eller duk op på et mandagsmøde, hvis I vil benytte dette.

Showan - Kämpa på!

Alerta Antifascista!

 - Ungdomshuset

ungeren_soli.png